Hvad skal man se i Randers? Guide af Micki Cheng

Fantastiske Micki Cheng fortæller om hvad hans by Randers har at byde på. Jeg kan godt afsløre at du får en masse gode råd, til hvis hvis du skal på ophold i Randers – særligt indenfor mad og restauranter.

Interviewet er en del af interviewserien ”Danskernes byer”, som er en din by guide, fortalt af de offentlig kendte personer der selv bor der. Det er altså deres guide til dig – som inspiration til dit ophold i byen.

Hvem er Micki Cheng

Før Micki guider os til hvad man skal se i Randers – så vil jeg lige præsentere ham. Micki Cheng er egentlig fra Aalborg, hvor han har boet i sin barndom. Da han senere flyttede sammen med sin mand – flyttede de til Randers. Her har de boet i mange år (af flere omgange) – så Micki kender byen godt.

Micki er fra en rigtig arbejder familier, der gerne knokler, for at skabe resultater. Det har Micki også gjort – men nok på en anden måde end mange andre. Han er sin egen og har fulgt sin egen vej. Med charme, sit glade humør og ikke mindst dygtighed, har vejen ført ham til bl.a. finalen i “Den Store Bagedyst” i 2015. Det var særligt her, at danskerne virkelig øjnene op for den rare og dygtige Micki. For han er virkelig blevet et kendt ansigt og har et hav af forskellige roller bag sig. Ud over bagedyst deltager, har han arbejdet på DR Ultra, været med i Vild med Dans, Jule tv programmer, deltager i forskellige tv arrangementer og skrevet bøger.

Vil du vide mere om Micki, så deler han ofte fine billeder og videoer af hans liv på hans Instragram, ligesom har har en offentlig Facebook profil.

Hvad betyder Randers området for dig?

”Randers vil altid have en eller anden speciel betydning for mig, da det var i Randers at min nuværende mand og jeg første gang flyttede sammen. Vi har været lidt rundt omkring i vores mange år sammen, og nu er vi så endt i Randers igen i vores forhåbentligt blivende bolig – blot 100 meter fra hvor vi flyttede sammen i vores unge dage.”


Hvordan er det at bo i Randers?

”Randers er en skøn og dejlig by, der har lidt af det hele. Det er jo Danmarks sjette største by, og selvom Randers har et blakket ry med Mokaï, Shox og “dakke-dak”, så er Randers meget mere end det. Randers byder både på kultur, natur og ganske udmærket gastronomi. Og så er Randers en rigtig dejlig by i forhold til job, hvor der kun er 50 min. Til Aalborg og lufthavnen, små 25 minutter til Aarhus og tæt på motorvejsnettet.”


Hvad synes du man skal se i Randers området?

Den blå bro i Randers – Foto: Frame & Work / VisitAarhus.

”Der er faktisk en del spændende i Randers, og hvis det stod til mig, begyndte jeg allerede med at give tips til gode spisesteder. Men det kommer som et punkt, så jeg gemmer lige de gastronomiske oplevelser og fokuserer her på både kultur og natur, som Randers kan byde på:

  • Randers Regnskov er et vartegn for byen og det er et must-see, hvis man engang kommer forbi som turist. De tre kupler med eksotiske dyr og det flotte reservat ved Gudenåen er en stor oplevelse.
  • Den Blå Bro i Randers lige ved Regnskoven er et super godt sted til at tage selfies. Der kan man få gode og flotte billeder med Gudenåen som baggrund. Derudover ligger Den Blå Bro lige ved Justesens Plæne, hvor denne om sommeren forvandles til et hyggeligt picnicsted.
  • Memphis Mansion er et spændende museum, hvis man er fan af Elvis Presley. Museet er både et museum men også en restaurant i total diner-stil.
  • I centrum af byen finder man Randers Kunstmuseum og Randers Bibliotek. Det er super hyggeligt at gå rundt og kigge på kunst i den flotte bygning, og udstillingen varierer, så der altid er noget, at kigge på. Og som ekstra bonus er der gratis entré til museet.
  • Vorup Enge og Gudenåen er et besøg værd, hvis man elsker flot natur. Fra Randers centrum kan man gå ud til Vorup Enge og følge hele vejen og stien gennem natur langs Gudenåen til motorvejen, hvor man kan krydse åen og vende snuden tilbage som Randers. Turen er smuk både den ene og anden vej, hvor enten å og skov er baggrund eller Randers skyline.”

Er der et bestemt sted du vil anbefale at man bor?

cafe hornsleth
Cafe Hornsleth en del af Hotel Randers

”Randers kan desværre ikke bryste sig af at være i toppen, når det gælder hotelovernatninger. Men skal man have en dejlig oplevelse, mens man besøger byen, er Hotel Randers et rigtig godt bud. Her bor man helt inde på gågaden og morgenmaden på hotellet er ganske udmærket. ”

Har du en yndlingsrestaurant?

”Se, nu kommer vi til det, jeg har glædet mig allermest til at fortælle om. Selvom Randers ofte kan være en by, der bliver overset og måske endda en smule mobbet på grund af den alkoholiserede læskedrik, så byder byen på rigtig mange gode spisesteder. Her får I en håndfuld af mine yndlingsspisesteder.

  • Det Glade Vanvid er et gastronomisk madoplevelseskoncept af Brdr. Koch der er fuldstændigt knaldhamrende genialt. Man betaler en fast pris for, hold nu fast, 3 retter, appetizer og bobler, kaffe, sødt og avec samt ad libitum drikkevarer af øl, vin og vand. Vinene er gode, og der er også gode alkoholfrie alternativer. Dertil skifter menuen med 1-2 måneders mellemrum alt efter sæson, og man er altid sikret en rigtig god restaurantoplevelse. Vi besøger gerne stedet hver eneste gang, der er skiftet menu. Det er klart vores go-to restaurant i byen.
  • Restaurant Lyokoi i Randers er byens, efter min vurdering, bedste sushisted. De laver absolut glimrende sushi til rigtig gode penge, og så har de et all-you-can-eat koncept i restauranten, hvor man bestiller sushi made to order. Det er genialt.
  • Østergade 1 er en mere fine-dining restaurant i Randers, der byder på virkelig dejlig mad og en god oplevelse. Noget af det, som vi ofte benytter os af, er deres Tirsdag/Onsdag-koncept, hvor man til en god pris kan få en tre-retters inkl. vinmenu. En god hverdags-getaway.
  • Sandwichshoppen lyder måske ikke af meget, og i virkeligheden er det ret så simpelt. Men nogle gange er simpelt også bare rigtig godt! Noget der kan anbefales, er deres flæskestegssandwich eller en klassiske med kylling og bacon. Og ja, men bliver mæt.
  • Og skal man gå fastfood-vejen så er Pita House nede i Dytmærsken i centrum af byen det sted, der laver byens bedste pitabrød. Punktum.”

Hvor skal man shoppe i Randers?

”Randers byder på flere muligheder for shopping. Centralt i byen er der den meget hyggelige gågade, som egentligt ikke er en gade, men mere et netværk af flere mindre gader. Og derudover kan Randers gågade ved Houmeden også bryste sig af at være Danmarks ældste gågade.

Udover den hyggelige gågade centralt i byen, er der også ude i den sydlige del af Randers Randers Storcenter, der byder på både handlemuligheder og mange, mange butikker. Et dejligt sted at shoppe, når vejret udenfor er en smule trist.”

Hvad SKAL man bare gøre når man besøger Randers?

”Hvis man skal til Randers og omegn, synes jeg, at man skal prøve at opleve så mange ting som muligt. Randers har mange skjulte perler som en hyggelig lystbådehavn, beachvolleyballbaner, skinnecykler, der tager turen ud mod Djursland og hyggelige parker rundt omkring i byen.

Derudover kan Randers også godt være med på en gastronomiske scene, selvom byen er en smule bagud i forhold til takeaway, hvor det klart er pizza og kebab, der lige nu er ret dominerende.

Mit forslag til en hyggelig dag i Randers, hvis man kun har 24 timer i byen, ville være at starte med et besøg i Randers Regnskov efterfulgt af en gåtur i byen og en let frokost. Her kan man så vælge, om man vil shoppe lidt i centrum af byen, tage en tur på museum eller gå en tur langs Gudenåen og nyde den dejlige natur. Dagen skal klart sluttes af på Det Glade Vanvid, hvor man får en dejlig spiseoplevelse inden sengen kalder.”

Har du et yndlings spot på Randers?

Solnedgang ved Randers. Foto: RAISFOTO / VisitAarhus

”Et smukt sted at se solnedgangen i Randers er klart nede ved Gudenåen. Solen går smukt ned over den flade natur, der er i byen. Men i og med at vi er flyttet op i det nye højhus i byen med en vestlig udsigt, må jeg nok erkende, at jeg er faldet pladask for udsigten fra vores altan.”

Tak til Micki Cheng

Waoo – Randers er meget mere Mokai 😉 Jeg har boet på Hotel Randers, som Micki også foreslår og det er ganske hyggeligt og meget centralt.

Tusind tak til Micki Cheng for at fortælle om sin by Randers. Brug endelig Mickis råd til når du skal besøge byen.

Del denne artikel
Mads Riberholt

Mads Riberholt

Jeg hedder Mads Riberholt og det er mig der skriver her på StorbyGuide.dk. At rejse er min helt store passion. Jeg elsker at komme ud i verden og opleve nye steder, kulturer og ikke mindst byer.
Mit mål med siden, er at gøre det let for dig at planlægge din rejse. Det gør jeg gennem spændende indlæg, anbefalinger af hoteller og seværdigheder, interviews og meget mere.

Abonner
Giv besked om

Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments